Årlige begivenheder
I Sangkraft Favrskov har vi efterhånden flere traditioner. Mange af dem er i samarbejde med kommunens andre aktører, for vi vil gerne være et sangkraftcenter der styrker sangen i hele Favrskov.

Halloween kæmpekor
Sangkraft Favrskov og Favrskov Musikskole inviterer alle 3. klasser fra kommunens folkeskoler til at synge med, når vi samler et kæmpekor og sammen fejrer Halloween!
Vi vil gerne give børnene en god og sjov sangoplevelse i det store fællesskab, hvor vi sammen får taget på Kulturhus Sløjfen til at lette.
Børnene oplever, hvordan repertoiret først øves ude på skolerne, sidenhen til fælles øvning med den samlede flok elever og sidst, hvordan det store arbejde leder til en fælles optræden og fest, når de på scenen skal synge for familie og venner.
POP-OP-KOR
Sangkraft Favrskov inviterer hvert år sangglade deltagere til at være med i vores POP‑OP‑KOR, når vi samles til koncerten “SYNG! – Fællessang med juleklang” i Ulstruphallerne.
Koret mødes én gang for at lære årets fællessange og synger derefter for på scenen sammen med publikum. Det er gratis at være med, og alle fra ca. 10 år og op er velkomne – uanset erfaring.


Korfestival
I 2022 fik en flok frivillige fra Hinnerupkoret den fantastiske idé at lave en korfestival for kor i Favrskov Kommune.
Gennem grundigt arbejde og en stor ihærdighed fik de søgt midler og stablet en flot festival på benene i efteråret 2022. Festivallen blev en stor succes, og derfor genopstod festivallen i 2024, med intentionen om at gøre festivallen til en tilbagevendende begivenhed.
Vi vil gerne støtte lokale initiativer, og vil altså også gerne bakke op om og være samarbejdspartner på dette skønne bidrag til sang- og korlivet i Favrskov Kommune.
Næste korfestival løber af stablen i uge 43 – det kan du læse meget mere om her.
Små Synger Sammen dag
Små Synger Sammen Dag er en årlig sangdag for alle landets førskolebørn og deres voksne. Det er en dag med fokus på at bruge stemmen og kroppen, være sammen og have det sjovt!
På Små Synger Sammen Dag inviterer Sangkraft Favrskov børn i alderen 0 til 6 år til sangbegivenheder rundt om i kommunen.
