Tænk sig, at noget så dejligt som at synge også er godt for både krop og sjæl. I Sangkraft Favrskov vil vi gerne bringe sangens gode gaver ud til alle i kommunen.
15. oktober 2024
Hver onsdag formiddag mødes et ganske særligt kor i Sløjfens lokaler i Hadsten. Lige som alle andre kor, bruger de selvfølgelig tid på at synge. Men målet er ikke at blive klar til hverken koncerter eller at kunne synge repertoiret firstemmigt.
Nej. Målet er meget større end som så. Det er fællesskabet, som opstår når man synger sammen.

Trygge rammer
Sundhedskoret, som de kalder sig selv er et kor med plads til alle. Faktisk er målgruppen mennesker, som står i en svær livssituation. Om det er en skilsmisse, en depression, arbejdsløshed, alderdom eller noget helt femte er lige gyldigt. Det vigtigste er, at man har behov for et fællesskab i trygge rammer.
Og det giver god mening at bruge tiden på at synge sammen. Forskning viser nemlig, at sangen både er sund for kroppen og hjernen. Der bliver simpelthen udløst lykkehormoner, når man synger. Ikke nok med det, så viser studier også, at det at synge sammen er en god icebreaker, som hjælper os med at knytte bånd til hinanden.
Vil du være med?
Hvis du kunne se dig selv som en del af Sundhedskoret, kan du skrive til projektleder Elise Kokholm på: eliko@favrskov.dk
Det foregår onsdag formiddage 10:30-11:30 klokken frem til 4. december.
Læs mere her.